Tilbage til marguerit-kortet

Fra Vallø til Fåborg

Sommeren 2004 gik turen fra Vallø til Fåborg.

Turens start bragte os forbi Vallø Slot, som vi kun så udefra, og herfra til Elverhøj, der i virkeligheden er 22 meter høj. Selvom Elverhøj ikke er så stor, var det ret sjovt at se og stå på højen.

Herfra gik turen videre til Stevns Klint, der er 15 km lang og op til 41 meter høj. Her er blandt andet fundet forsteninger af krokodiller og hajer, som engang har levet her. På kanten af klinten - faretruende tæt på skrænten ligger Gl. Højerup Kirke. Et gammelt sagn fortæller at kirken hver julenat bevægede sig et hanefjed længere ind i landet, men dette var ikke nok for kirken er ikke mere i brug pga. nedstyrtningsfare.

Efter en flot gåtur ved Stevns Klint gik turen videre gennem smukke Danmark til Fakse Kalkbrud. Vi kørte bare forbi kalkbruddet, da der blev arbejdet for fuld tryk derinde. Selvom vi bare kørte forbi havde vi kalk på dækkene lang tid efter.

Fra Fakse kørte vi via Bregentved og Gisselfeld til Holmegaards Glasværk, som vi var inde at besøge. Det var spændende at se glasværket, og de arbejdende værksteder.

Billeder fra Vallø og Stevns

Fra Glasværket gik turen gennem Næstved og forbi Gavnø Slot, som vi bare så udefra, da der var lukket så tidligt på året (april). I Præstø stoppede vi ved Dansk Brandværnshistorisk Museum, der viser udviklingen af hestetrukne brandsprøjter og andet brandmateriel.

Fra smukke Præstø gik turen til Vordingborg hvor vi boede på vandrehjem. I Vordingborg så vi Gåsetårnet, der er bygget af Valdemar Atterdag i 1366. Tårnet har navn efter guldgåsen på toppen af tårnets tag. Et besøg på Sydsjællands museum blev det også til.

Billeder fra Præstø og Vordingborg

Herefter gik turen mod Møn - og dermed også Møns Klint, der strækker sig over 8 km og er 128 meter høj på det højeste sted, Dronningestolen. Møns Klint er utrolig smuk og er absolut et besøg værd.

Billeder fra Møns Klint

Fra Møn gik turen til Falster og Grønsund, hvor vi fandt Marie Grubbes mindesten. Historien om Marie Grubbe er spændende - læs den her. Vi kørte også ned til det lille smukke færgeleje, hvor Marie Grubbe de sidste år af hendes liv selv roede færgen.

En ting, der er meget speciel ved området onkring Hesnæs er at det ikke kun er tagene på husene der er stråtækte - det er murerne også.

Herefter gik turen til Halskov Vænge der er en lille skov med mange fortidsminder: 5 stendysser og 75 bronzealderhøje. Her var mange rigtigt store sten...

Billeder fra Grønsund og Halskov Vænge

Herefter gik turen til Middelaldercenteret ved Nykøbing Falster. Et rigtigt spændende sted med markedsplads, huse og erhverv fra middelalderen. De der arbejder her lever sig virkellig ind i tiden. Vi så en Blide blive fyret af. Se det her. Middelaldercenteret er helt klart et besøg værd.

Billeder fra Middelaldercenteret

Fra Middelaldercenteret gik turen videre gennem Lolland; fra Nysted gennem Maribo til Birket Kirke, der har et meget smukt klokkehus af egetømmer, som er en af de få velbevarede rene træbygninger fra middelalderen. Herefter kom vi forbi Kong Svends Høj - Danmarks næstlængste jættestue, hvor gravkammeret er 12,5 meter langt og opbygget af 27 bæresten.

Herefter gik turen til Nakskov, hvor vi så ubåden Whiskey U-359. Det var spændende at gå rundt i ubåden og få et indblik i hvordan livet er i en ubåd.

Billeder fra Birket, Kong Svends Høj og U-359

Så gik turen til færgehavnen, så vi kunne komme til Langeland. Her kørte vi gennem mange byer, der ender på -bølle. Navnet kommer fra det olddanske ord bol, der betyder stor selvstændig gård. Vi kørte til Landet kirke, hvor Elvira Madigan og Sixten Sparre ligger begravet side om side. De tog livet af sig sammen, da de ikke kunne få hinanden.

Fra kirken kom vi forbi Ambrosiusegen, der er opkaldt efter digteren Ambrosius Stub, som midt i 1700-tallet var skriver på Valdemar Slot. Vi kørte igennem Troense, som er en meget idyllisk landsby og turen endte denne dag i Svendborg på vandrehjemmet, som er det eneste vandrehjem vi indtil nu har set med tv på værelserne.

Billeder fra Langeland og Svendborg

På vej til Ollerup stoppede vi ved De Gamle Bunkers. Det er altid spændende at læse om Danmarks historie, så her fik vi en del tid til at gå.

Billeder fra Ollerup-området

Turen gik herefter forbi Kaleko Mølle, der har eksisteret i over 600 år. Det er et meget smukt museum med en fungerende vandmølle. Omkring frokost-tid var vi i smukke Fåborg og vi fik en dejlig frokost på torvet. Fåborg er en meget idyllisk by - helt klart et besøg værd. Vi så også Fåborg Arrest, som i dag er et museum. Lidt udenfor Fåborg ligger Stensgård, hvor den brutale herre myrdede sine første to koner. Hans 3. kone var dog af en anden støbning og myrdede herren inden han kunne gøre hende fortræd. I dag er gården en herregårdspension, og man siger at herren og hans 3. hustru spøger på gården. Herefter gik turen mod Bøjden-Fynshav-færgen.

Billeder fra Fåborg-området

Til top

Tilbage til marguerit-kortet